Wagner og Schopenhauer – et resumé

Arthur Schopenhauer, 1852. Copyright: Eberhard Mayer-Wegelin, Frühe Photographie in Frankfurt am Main 1839-1870, 1982, Nr. 10. Richard Wagner, 1867. Foto: Pierre-Louis Pierson. Båda bilderna från Wikimedia Commons.

Af Henrik Nebelong

Richard Wagners (1813-1883) dramatiske tekster er som bekendt mangetydige, og der kan med god grund argumenteres for adskillige tolkningsmodeller. En tolkningsmodel, der melder sig ved de sidste fire værker: Ringen, Tristan, Mestersangerne og Parsifal, er at se dem i lyset af Arthur Schopenhauers (1788-1860)  filosofi.

Wagner læste første gang Schopenhauers hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung (Verden som vilje og forestilling) i slutningen af 1854. På det tidspunkt var teksten til Ringen fraset mindre ændringer så godt som færdig. Fra en række skitser véd vi dog, at han var meget i tvivl om, hvordan hele fire-afteners-dramaet skulle slutte. Det overraskede Wagner, at Schopenhauers tanker lå så meget på linje med overvejelser, han selv havde gjort sig.

Den gamle filosof så tilværelsen som en lang række plager. Vi begærer føde, varme, sex, magt osv., og så snart ét begær er opfyldt, dukker et nyt op. Vi bliver aldrig tilfredse og rolige, førend vi på én eller anden måde har overvundet den blinde livsvilje, der jager os gennem livet. Dette livssyn er det jo ikke helt let at identificere sig med f.eks. som moderne skandinav. Tværtimod kan oplevelsen af livets kampe, sorger, glæder og problemer jo nok på mange måder være mere spændende end dét at stræbe efter filosofisk ro. Men for Wagner blev Schopenhauers filosofi – som et ekko af hans egne tanker og følelser – et hovedtema i hans livsopfattelse og dermed også i hans dramatik.

Alle overvejelser om at give Ringen en i konventionel forstand positiv slutning blev opgivet. Nibelungerne måtte fortsætte deres slavearbejde i jordens dyb, l’ancien régime i skikkelse af de gamle nordiske guder måtte forsvinde, og Siegfried og Brünnhilde måtte dø uden at have overtaget den livsopgave, der oprindelig var tiltænkt dem som verdens befriere. Se hertil specielt Wotans replik i Siegfried, akt 3, scene 1:

”…dem herrlichsten Wälsung
weis’ ich mein Erbe nun an…
Liebesfroh,
ledig des Neides
erlahmt an den Edlen
Alberichs Fluch:
denn fremd bleibt ihm die Furcht.
…Brünnhild
weckt sich hold der Held;
wachend wirkt
dein wissendes Kind
erlösende Weltentat.”

 ”… den herligste vølsung
har nu til arving jeg valgt…
Elskovs-fro,
fattig på nid kun
har helten nu brudt
forbandelsens magt:
for frygt kender han ej.
…Brünnhild’
vækkes ømt af ham;
visdoms-vågen
skaber da hun
forløsende verdens-værk.”

Slutordene bliver ledsaget af “motivet for verdensarven” et udtryk for at Siegfried og Brünnhilde skulle overtage verden (og som Wagner en overgang overvejede som musikalsk afslutning på værket).

Men dét, at helteparret måtte dø var underligt nok ikke for Wagner udtryk for noget negativt. De forestiller sig begge i dødsøjeblikket et erotisk efterliv i evig omfavnelse i et hinsides uden guder. Wagner troede eller håbede på en eller anden måde på noget sådant. I skriftet ”Om stat og religion” (1864) Skriver han:

”For den religiøse forestilling bliver det klart, at der må findes en anden verden end denne, fordi den uforløselige drift efter lyksalighed ikke kan stilles, fordi denne drift kræver en anden verden til sin forløsning.”

Det er denne tro, der i symbolsk form, propageres i Brünnhildes slutord i Ringen. Også her ligger Wagner på linje med Schopenhauer, der betragtede døden som en udfrielse fra vores slaveri under verdensviljen, som et nirvana. Endnu uden kendskab til Schopenhauer havde Wagner ved et genialt tilfælde i Valkyrien 2. akt betegnet Brünnhilde som Wotans ”vilje” – den vilje, der nu i værkets slutning dør.

Musik og tekst

Schopenhauer fik betydning for Wagners opfattelse af, hvad der burde være det rette forhold mellem tekst og musik i et musikdrama. Han mente oprindelig, at teksten var det væsentlige, og at musikken blot skulle understøtte teksten. I Oper und Drama (1851) skriver han, at det der var galt ved samtidens og en stor del af fortidens opera var, ”at et middel til udtrykket (musikken) var blevet til formålet, men at formålet med udtrykket (teksten -dramaet) var blevet til et middel”.

Nu kunne han imidlertid hos Schopenhauer læse det direkte modsatte (Die Welt als Wille und Vorstellung, §52, dansk udg. pp. 391ff.), nemlig at ”(handlingen, dramaet) aldrig burde forlade den underordnede position for at gøre sig selv til det centrale og dermed musikken til et rent og skært middel for sit udtryk” (p. 400). Musikken så at sige ”vidste” mere, end hvad det blotte ord-drama kunne fortælle.

Wagner lod sig overbevise, og i de efterfølgende dramaer overtager musikken hovedrollen, hvad der især er mærkbart i Tristan.

Viljens negation

I Ringen bliver Siegfried aldrig klar over den livsopgave, han var tiltænkt. Og Brünnhilde opgiver at interessere sig for livets gang her på jorden. Menneskers stræben efter magt, guld, nibelungernes slaveri osv. er hende komplet ligegyldigt – hun behøver ikke at leve mere, der er intet, som er værd at leve for: kun hendes kærlighed til Siegfried tæller. Hun giver godt nok ringen tilbage til rhindøtrene og afskaffer således symbolsk kapitalismen, men hvad det skal føre til, interesserer hende overhovedet ikke. I et udkast til en alternativ slutning (gengivet som fodnote i teksten til Ringen) synger hun:

”Nicht Gut, nicht Gold,
nicht göttliche Pracht,
nicht Haus, nicht Hof,
noch herrischer Prunk;
nicht trüber Verträge
trügender Bund,
nicht heuchlender Sitte
hartes Gesetz:
selig in Lust und Leid
lässt – die Liebe nur sein”.

”Ej gods,ej guld,
ej gudernes pragt,
ej hus, ej hof,
ej herskernes prunk,
ej plumrede pagters
falskeste forbund,
ej hyklede skikkes
stivnede lov:
salig i lyst og nødgør
– os kærlighed kun.”

Hun bryder den blinde livsviljes ”tyranni”, dens begær efter gods og guld osv. og begår selvmord – en morale, man næppe kan bygge et fremtidssamfund på. Schopenhauer så i øvrigt yderst negativt på selvmord – som en viljesbekræftelse snarere end en viljesfornægtelse.

(Som et forfærdende kuriosum skal det nævnes, at man ved Berliner Philharmonikernes sidste koncertante opførelse af Götterdämmerung i det af russerne omringede Berlin i 1945 efter forestillingen uddelte cyanidtabletter til publikum.)

I Tristan og Isolde er hovedpersonerne enige om, at dag-verdenens værdier: ære, magt, guld er det rene tant. Nu hvor de, som de siger, har fået nattesyn, er det eneste, der tæller for dem nattens værdi: elskoven. Og for at beholde elskoven intakt og uberørt af ”dag-verdenens”, verdensviljens tyranni beslutter de sig for et fælles selvmord.

På dette tidspunkt i sit liv mente Wagner tilsyneladende/muligvis, at den anarkistiske og asociale seksualitet kunne være en redning bort fra viljens tyranni, hvor man forsvarsløst overgav sig til sine indre følelser. Et aldrig afsluttet eller afsendt brev (Wagner-arkivet i Bayreuth NA I A 13a) til Schopenhauer antyder dette. Wagner citerer først, hvad tænkeren skriver om kærestepars fælles selvmord i Die Welt als Wille und Vorstellung, 2. del, endnu ikke udgivet i sin helhed på dansk men gengivet i Gyldendals Bibliotek (1928) bd. 49, p.204:

Jeg …kan  ikke forstå, hvorfor de, der er sikre på den gensidige kærlighed og venter at finde den højeste salighed i nydelsen af denne, ikke hellere søger enhver udvej…og tåler enhver ubehagelighed, end at de med livet opgiver en lykke, der for dem er større end enhver anden”.

Herefter skriver Wagner: ”Jeg finder det interessant at antage, at De virkelig ikke skulle have fundet en forklaring herpå, da det smigrer mig at kommentere et sådant punkt for at meddele Dem en anskuelse, hvorefter der for mig endog i anlægget til kønskærlighed viser sig en vej til frelse, til selverkendelse og til selvfornægtelse af viljen, og NB ikke blot den individuelle vilje… Jeg er kun ad omveje og navnlig først ved fremstilling (der menes i Tristan og Isolde) af den mest fuldkomne og højeste forekomst af den viljesbeslutning, jeg tænker på, nået frem til forklaringen på det eksempel, De har fremdraget…” .

I modsætning hertil mente Schopenhauer helt klart, at seksualdriften, libidoen, netop var et kærneeksempel på verdensviljens frygtelige magt.

Wagner forlod da også ideen om, at seksualdriften kunne redde os fra viljens tyranni. I Mestersangerne må skomagerpoeten Hans Sachs erkende, at verden består af latterlige illusioner ”Wahn”. Men hvis man giver afkald på magt, ære, guld og for Sachs’ vedkommende kærlighedslykke, så kan man måske nå til at beherske verdensviljen – ja ligefrem til at udnytte den:

”Jetzt schau’n wir, wie Hans Sachs es macht,
dass er den Wahn fein lenken kann,
ein edler Werk zu tun…”.

”Nu ser vi, hvor Hans Sachs ta’r fat,
at føre gøglet snildt i slag
til ædelt værk, min tro…”

Også i Wagners sidste værk Parsifal må helten give afkald på erotikken ”ein edler Werk zu tun”. Som jeg har beskrevet i mine Parsifal-teser kan værkets 1. akts nadverscene ses som en fremstilling af den pinefulde verdensvilje, mens den tilsvarende scene i 3. akt kan opfattes som viljens negation.

Der synes altså i Wagners fire sidste værker at være visse schopenhauerske fællestræk. De er ikke alle lige tiltalende. Mest sympatisk er selvsagt Hans Sachs’ valg. Det siger dog sig selv at værkerne også helt legitimt kan tolkes på andre måder.

Henrik Nebelong


Artikeln är även publicerad i den digitala, danska skriftserien PubliMus.
Webb: https://www.publimus.dk/
Facebook: https://www.facebook.com/PubliMus/
PubliMus är en ideell webbtidning som publicerar artiklar om alla ämnen inom musik och musikliv i vid bemärkelse. De flesta av artiklarna kommer att kunna läsas av personer utan musikaliska förkunskaper, medan andra i första hand riktar sig till experter.
HENRIK NEBELONG f. 1944, er forfatter, oversætter og advokat. Han har udgivet kommenterede oversættelser af samtlige Richard Wagners operaer, og har skrevet introduktionsbogen Wagners ring . Hans hovedværk er den første store Wagner-biografi på dansk: Richard Wagner. Liv, værk. Politik. Han har endvidere redigeret bogen Angsten, lykken og ekstasen om forfatteren Henrik Stangerup.

Henrik Nebelong var indtil sin pensionering i 2006 medindehaver af et dansk-tysk advokatfirma og var 1999-2000 chef de mission for Avocats sans Frontières i Kosovo.

Fler artiklar av Henrik Nebelong