8. En kærlighedshistorie – Wagner og Mathilde Wesendonk

Wagneriana: Af Henrik Nebelong

Den schweiziske digterinde Mathilde Wesendonk blev i 1850erne Wagners muse og elskede. I et digt taler hun om en engel, der er steget ned fra himlen til hende; englen er tydeligvis Wagner. Så selvom de fleste så og ser ham som en mellemting mellem en skidt karl og en djævel, så var der altså dog én, der så ham som en engel.

T.v. Richard Wagner af Cäsar Willich, ca 1862.
T.h. Mathilde Wesendonk af Karl Ferdinand Sohn, 1850
(Wikimedia Commons)

(Foredrag i Metronomen, Frederiksberg, 2014)

Vi starter i året 1852. Wagner er 39 år gammel. Han giftede sig som helt ung med en smuk skuespillerinde – 4 år ældre end ham selv og enlig mor. Nu er ægteskabet, der er barnløst, slidt op. En sangerinde kalder ham direkte for ”Ehekrüppel” – ægteskabskrøbling.

Hustruen, Minna, kan ikke forstå hans musik. Og fra 1848 blev alt bare værre og værre. Wagner, der var kongelig hofkapelmester i Sachsen hovedstad Dresden, blev en af de ledende revolutionære under de politiske uroligheder, der kulminerede med opstanden i Dresden i 1849. Wagner og Minna måtte flygte til Schweiz.

De næste 12 år var Wagner landflygtig med en langvarig fængselsdom hængende over hovedet, hvis tysk eller østrigsk politi fik fat på ham. Minna var ulykkelig over at han havde ødelagt deres trygge borgerlige tilværelse. Og på grund af Wagners politiske engagement var det næsten umuligt for tyske operascener at opføre hans værker, der i øvrigt også blev anset for at være svært tilgængelige. Så økonomien hang også i laser.

Men i 1852 træffer Wagners i Zürich multimillionæren Otto Wesendonk og hans hustru Mathilde, og de bliver hurtigt gode venner. Otto, der var jævnaldrende med Wagner og Mathilde, der var 23 år, var begge kunst- og musikelskere, og Otto hjalp generøst Wagner med store beløb.

Der var en særlig ting, der knyttede Otto og Richard sammen: de havde begge to mere eller mindre været erotisk betagede af en storesøster, og det forhold, at Wagners musikdramaer næsten alle kredsede om incestuøs kærlighed har givetvis virket tillokkende på Otto.

Wagners far døde, da han var spæd og en stedfader, da han var 7 år gammel. Ottos far døde også, da Otto var dreng. I begge familier var der en ældre storesøster, der reelt blev familiens overhoved. Hos Wagners Richards 12 år ældre storesøster, Rosalie. Hos Wesendonks Ottos storesøster, Mathilde.
Wagner voksede op omgivet af 5 søstre og den efterhånden svagelige moder. Moderen kærtegnede ham aldrig, men han blev grebet af det, han selv kaldte ”en sværmerisk hengivenhed” for den smukke 12 år ældre søster Rosalie.

Rosalie var en allerede berømt skuespillerinde. Hun blev den første i rollen som Gretchen i Goethes ”Faust”. Reelt forsørgede hun efter stedfaderens død sin talrige familie. Hun blev Wagners kritiske rådgiver og søgte overalt at vække interesse for hans tidligste kompositioner. Nogle af de første af disse – sange til tekster fra ”Faust” er tiltænkt hende. Rosalie giftede sig ikke førend alle hendes yngre søskende var godt gift. Wagner hørte hende græde i sit værelse om natten, og han forstod, at det var i længsel efter et normalt kvindeliv som hustru og mor. Og da Rosalie endelig giftede sig, døde hun året efter tragisk i barselsseng. Rosalies skæbne afspejler sig i Wagners dramatik, hvor der ofte er en spænding mellem ren og englelig, himmelsk selvopofrende kærlighed og incestuøs erotik, og hvor mødre dør fra deres små drenge ved fødslen.

Også Otto Wesendonks storesøster Mathilde døde tidligt, og da Otto blev voksen, giftede han sig da med en kvinde, der netop hed Mathilde som den døde søster. Helt rædselsfuldt skete der imidlertid dét, at også hun døde, endda på parrets bryllupsrejse. Efter nogle år giftede Otto sig igen. Han var nu godt på vej som succesrig forretningsmand. Han giftede sig med en skibsrederdatter, Agnes Luckemeyer, men betingede sig minsandten, at hun skifrede fornavn til ”Mathilde”, og hun blev så ”vores” Mathilde Wesendonk – Mathilde den III, så at sige. Så også for Otto synes der at have været incestuøse forestillinger indblandet: ægteskabet skulle imitere forholdet til søsteren.

Wagner begyndte at give Mathilde Wesendonk musiktimer. Han gennemgik Beethovens sonater og symfonier med hende. Han fyldte hende med nye tanker og idéer, og snart blev han, ligesom det skete i historien om Pygmalion, forelsket i sit eget værk. Mathilde elskede at lytte i timevis, når Wagner udbredte sig om musik og dramatik, og det gjorde hende selvfølgelig særligt indtagende for den altid selvoptagne Wagner. De opdagede snart, at de begge levede i mislykkede forhold med deres ægtefæller, og dermed kom der erotik ind i lærer-elev-forholdet. De blev smaskforelskede i hinanden. At Mathilde var ”forbuden frugt” gjorde hende ikke mindre tillokkende for Wagner, tværtimod. Der lå heri formentlig en (ubevidst?) imitation af forholdet til den afdøde storesøster, Rosalie.

Wagner var i disse år ved at påbegynde musikken til kæmpeværket ”Ringen”. Han besøgte Mathilde om eftermiddagen for at spille dét, han havde komponeret om formiddagen for hende, han kaldte sig ”der Dämmermann” – skumringsmanden. I 1854 tog han fat på ”Ringens” 2. del, ”Valkyrien”. Her er handlingen jo dén, at en flygtning kommer til et hus, hvor en høvding bor med sin hustru. Hustruen er blevet tvunget ind i ægteskabet, og hun og flygtningen forelsker sig i hinanden til en glødende kærlighedsmusik og stikker af sammen. Det lignede det trekantsdrama, der var ved at udvikle sig mellem den politiske flygtning Wagner og Otto og Mathilde. Kompositionsskitsen til ”Valkyrien” er fuld af små kodede hilsener til Mathilde: ”Jeg elsker dig grænseløst”, ”Hvis du ikke fandtes – elskede”, osv.

Otto Wesendonk var selvfølgelig begyndt at ane uråd, men Mathilde, der under hele forløbet åbent fortalte ham alt, var tydeligvis dén, der havde bukserne på i det ægteskab. Otto måtte bide sin jalousi i sig og sank i disse år mere og mere hen i flegmatisk resignation. – Minna Wagner derimod var længe om at fatte mistanke. Wagner, der nok havde dårlig samvittighed, bedyrede overfor hende, at hun ikke havde noget at være bekymret over. I løbet af 1855 var forholdet mellem Wagner og Mathilde dog blevet så røglødende, at Wesendonks besluttede at tage på en længere rejse. I hele 1856 opholdt de sig i Paris (altid en god idé), og da de kom hjem, var Mathilde gravid.

Selvom Wagners og Mathildes forhold var glødende og stærkt erotisk, er det samtidig næsten 100% sikkert, at de ikke – aldrig nogensinde – gik i seng med hinanden. Hvordan kan man vide det? Jo, det véd man med den allerstørste sikkerhed, fordi Wagner havde et fuldstændig eventyrligt behov for at meddele sig pr. brev til sine venner – herunder flere velynderinder – om selv de mest intime forhold. Vi kan også se det i de – imod Wagners vilje – offentliggjorte breve mellem ham og Mathilde. Endelig kan man sige, at det stemmer meget godt med, hvad en kriminaltekniker ville kalde Wagners psykologiske profil.

Forholdet forblev på det åndelige plan, men var bestemt ikke mindre erotisk i sin grundstemning af den grund. Tværtimod: Richard og Mathilde gik i årevis rundt som to overophedede trykkogere. Det er givetvis især som følge heraf, at Wagner i slutningen af 1856, hvor han mere og mere længtes efter Mathilde, gik i stå med arbejdet på ”Ringen”. Et nyt stof, et nyt trekantsdrama var begyndt at presse sig på: ”Tristan og Isolde”.

Under deres fravær havde Wesendonks købt en grund på en bakketop højt over Zürich for at bygge en paladsagtig villa. Den stod færdig, da de kom hjem fra Paris. I en nabovilla var der planer om at indrette et sindssygeasyl. For at forhindre dette naboskab købte Otto også denne ejendom, og storsindet men ustyrligt naivt tilbød han Wagners, at de kunne flytte ind i den mod en yderst beskeden leje.

Wagner kaldte huset sit ”Asyl”, hvad enten han nu tænkte på sin tilværelse som politisk flygtning eller på husets oprindelige bestemmelse for de sindssyge… Indflytningen fandt sted i april 1857 kun lidt førend Wesendonk’erne flyttede ind i deres palads ved siden af. I løbet af sommeren gjorde Wagner med en kraftanstrengelse 2. akt af den 3. ”Ring”-opera, ”Siegfried” færdigt og lagde så hele ”Ringen” på hylden, hvor den blev liggende i 12 år.

I stedet tog han fat på at digte ”Tristan og Isolde”. Det var som sagt igen et trekantsdrama: den trætte, gamle kong Marke gifter sig med den unge fyrige Isolde, men hun har sammen med kongens nevø og plejesøn Tristan drukket en elskovsdrik, og de elsker hinanden. Det var let at genkende Otto, Mathilde og Wagner bag personerne.

I eftersommeren 1857 kom den unge dirigent, baron Hans von Bülow og hans hustru, komponisten Franz Liszts datter Cosima, baronesse von Bülow på besøg hos Wagners. Ved et aftensamvær i Villa Wesendonk, som nabopaladset var blevet døbt, var nu de tre afgørende kvinder i Wagners liv samlet, Minna, Mathilde og Cosima, der siden skulle blive hans anden hustru. Det var, som Wagner-biografen, Martin Gregor-Dellin har skrevet, som de tre norner: fortidens, nutidens og fremtidens.

Wagner sang og spillede for selskabet. Han forstod slet ikke, hvilket spændingsfelt han befandt sig i. Den unge Cosima havde straks bemærket, at pladsen som muse ved Richard Wagners side var optaget. Mathilde sad stolt. Hun havde ikke glemt de små kodede notater i ”Valkyrie”-partituret. Cosima lyttede med sænket hoved og sagde intet. Når man spurgte hende, hvad hun syntes, begyndte hun at græde.

En anden aften grupperede nornernes mytiske tretal sig igen: Wagner læste for første gang hele ”Tristan”-digtningen. I denne septemberaften læste han om den søde elskovsnat og den brudte troskab og om den endelige elskovsdød – undergangen i fryde-havets vuggende svulmen, som det hedder: ”Ubevidst, højest lyst”. Mens damerne snappede efter vejret forholdt Wesendonk og Bülow sig tavse.

Med ”Tristan og Isolde” havde Wagner skabt et dramatisk-musikalsk digt, som handlede om ham selv og Mathilde. De to boede nu som naboer på højen i Zürich. Det varede et år, et år fuldt af skjult fingerfletning, smægtende blikke, romantiske smågaver og ømme elskovsbreve og billet-doux’er. Mathilde vimsede ind og ud af ”Asylet” og op til komponistværelset på 1. sal til Minna Wagners stadigt stigende raseri. Otto Wesendonk holdt mund, og Zürichs ”upper ten” holdt vejret: hvad havde de dog gang i oppe i Villa Wesendonk?

Gennem vinteren og det første forår 1858 plagedes Minna af jalousi, og det endte med, at hun opsnappede og åbnede et brev fra Wagner til Mathilde. Wagner havde to aftner før været sur over, at Mathilde havde flirtet med en af gæsterne hos Wesendonks. Dette havde givet sig udtryk i en diskussion, der halvvejs var blevet til et (erstatnings-)skænderi om Goethes ”Faust”. Nu om morgenen den 7. april skrev Wagner undskyld til Mathilde for sin opførsel og typisk nok en alenlang forklaring vedrørende sit standpunkt i ”Faust”-diskussionen. Alt sammen meget kedsommeligt.

Men i brevet stod der også en række ømme bedyrelser, der fik Minna til at antage, at Richard og Mathilde havde tilbragt en elskovsnat sammen. Wagner prøvede at berolige hende, men uden held. Minna gik til Mathilde og skældte hende ud på en ret grov måde. Mathilde blev chokeret og fornærmet. Dét hun opfattede som ædel, kysk kærlighed, og som hun troede Minna havde forstået på samme måde og affundet sig med, blev nu trukket ned i den mest vulgære trivialitet.

Wagner forklarede Minna, at dette betød deres samlivs endeligt. Han sendte hende på et kurophold. Derpå prøvede han fortvivlet – idet hele idéen om platonisk, åndelig kærlighed brød sammen for ham – at overtale Mathilde til at flygte sammen med ham. Det er jo ikke altid for sent at ændre et platonisk kærlighedsforhold til noget mere kødeligt. Men Mathilde var både rasende og ulykkelig over profaneringen af hendes muse-rolle. Hun har vel også betragtet en tilværelse sammen med den forgældede og følelseslabile Wagner som mindre attraktiv end hendes aktuelle liv som noget i retning af Zürichs ”førstedame”. Så hun afviste ham.

Wagner tilbragte endnu nogle måneder i ”Asylet” men indså, at det ikke kunne blive ved med at gå. En god stemning ville ikke indfinde sig igen. Ensom i det vinterkolde Venedig færdiggjorde han 1858-1859 2. akt af ”Tristan og Isolde” Han korresponderede fortsat med Mathilde i den efterfølgende tid, men det fortrolige ”Du” undgik han, og til sidst gik han over til at skrive ”Sie” til hende.

Han glemte hende aldrig. Som en af hans rige velynderinder sagde, da han luftede tanken om ægteskab: ”Am Ende liebt er doch nur die Wesendonk”.
Mathilde plejede sit forfatterskab, mest af børnebøger, og skrev sine erindringer, hvor der stod, at hvis man spurgte om, hvad der havde været mellem hende og Wagner kunne man bare lytte til ”Tristan og Isolde” – ”Resten er tavshed!”.

Da Wagner et helt år ikke havde ladet høre fra sig, digtede hun hjerteskærende:
”Ich hab’ ein Grab gegraben” Jeg har en grav mig gravet
“und legt meine Liebe hinein”, og lagt min elskov derned,
“und all mein Hoffen und Sehnen”, og alt mit håb, al min længsel,
“und alle meine Tränen”, al gråden i min trængsel,
“und all meine Wonne und Pein”. Al fryd og al kval lagdes ved.
“Und als ich sie sorglich gebettet”, Og da jeg til ro havde bragt dem,
“da legt’ ich mich selber hinein.” Jeg lagde mig selv med derned.”

Henrik Nebelong

8. En kærlighedshistorie – Wagner og Mathilde Wesendonk
7. Intro til Wagner og til ”Parsifal” som Rued Langgaard oplevede værket
5. Die gesunde Art krank zu sein – Syg på den sunde måde
4. Mytologi
1. – 3. Wagneriana. Af Henrik Nebelong

Sommaren 2020 sätter Vattnäs Konsertlada upp den nyskrivna operan “Im Treibhaus” – om Richard Wagner och Mathilde Wesendonk. Libretto Ebba Witt Brattström. Musik Staffan Storm. http://konsertladan.com/program
AH