Wagneriana: Del 1. Af Henrik Nebelong

Indhold:
1: Wagner kort
2: Mødet med Wagner
3: Wagner-ouverture i København

1: Wagner kort

Wagners livsløb strakte sig fra maj 1813 til februar 1883. Det blev præget af en utrolig energi og rastløshed. Efter halvt gennemførte musikstudier, et par kapelmesterjobs på tyske småscener.

Ægteskab med en enlig mor, den smukke skuespillerinde Minna Planer. Rodede livsforhold. Flugt for kreditorer via sørejse. Storm. Nær skibbrud. Proletartilværelse i Paris. Endelig gennembrud med operaen ”Rienzi”. Succes. Kongelig hofkapelmester i Dresden.

Nye værker: ”Den flyvende Hollænder”, ”Tannhäuser”, ”Lohengrin”. Kommunistiske taler i ”Fædrelandsforeningen”. Deltagelse i revolutionen i 1849 sammen med Bakunin. Eftersøgt. Landflygtig. Asyl i Schweiz. Nye værker: ”Ringen”. Dramaer. Politiske og filosofiske skrifter. Antisemitisme. Kærlighedsaffærer.

”Tristan” med den nye, næsten atonale musik. Skandaler. Benådning, Protektion fra Kong Ludwig d. II af Bayern. Anstiftelse af politiske intriger. ”Mestersangerne”. Børn med en af sine bedste venners kone, Liszts datter Cosima. Senere – efter Minnas død – ægteskab.

Skandalisering af kongen. Ny flugt til Schweiz. Venskab med Nietzsche. Senere brud. Alliance med det nye tyske kejserrige men derefter skuffelse. Flere antisemitiske skrifter. Opførelse af festspilhuset i Bayreuth. Festspil. Kunstneriske triumfer. ”Parsifal”.

Som det ses, blev Wagners livsbane mere dramatisk end nogen operahandling. Han blev en hovedskikkelse i dét 19. århundrede, hvor det man kan kalde ”den moderne verden” for alvor begyndte. Den moderne verden med videnskab, masseproduktion, afkristning, politiske massebevægelser, aviser, trafik, mekaniserede storkrige, idoler og underholdningsindustri. Men Wagner ville ikke være en del af ”moderniteten”. Han ville bekæmpe den. Hans værker og hans festspil søgte deres forbilleder i længst forgangne tider især i dramatikken og festspillene i Athen og Epidavros i antikkens Grækenland.

2: Mødet med Wagner

På et manuduktionshold i forvaltningsret i midten af 1960erne havde jeg truffet en studiekammerat, der var operafan. Han havde et studenterjob som statist på Det kgl. Teater og kunne prale af, at han personlig var blevet instrueret som korsbærende pilgrim af Richard Wagners sønnesøn Wieland ved opsætningen af ”Tannhäuser” på teatret. På én eller anden måde var det lykkedes ham at skaffe sig en billet til de legendariske Wagner-festspil i Bayreuth. Jeg spurgte, om han evt. også kunne skaffe en billet til mig, og det lykkedes faktisk. I sommerferien 1965 efter 1.del af jurastudiet skulle vi så i august over 4 + 1 aftener i løbet af en uge høre ”Ringen” og ”Parsifal”.

Nu rejste jeg så med toget alene med en nyindkøbt smoking nederst i rygsækken. Først til Lindau ved Bodensøen og tog så derefter på tommelfingeren gennem Alperne. Jeg gjorde undervejs ophold et par dage i Füssen, hvor det lykkedes mig at finde privat indkvartering hos en munter midaldrende Hausfrau, Erna. Hendes lille hus havde, som det er skik i Alperne, et stort malet helgenbillede på muren.

I dagene der fulgte, besøgte jeg bl.a. det nærliggende slot, Neuschwanstein, den mærkværdige kong Ludwig d. II.s pragtfulde, wagnerske arkitekturfantasi. Med min Frau Erna og et par af hendes jævnaldrende veninder – alle enker – var jeg på bjergvandring. Det gik op for mig, at hun og veninderne tilhørte en generation, hvor mange af mændene manglede. De lå et sted på stepperne i Rusland. Det var måske derfor, at tonen mellem disse kvinder var meget grovkornet og frivol. Sådan havde jeg aldrig hørt kvinder tale før. Ved afrejsen gav hun mig proviant til turen: Dauerwurst og Dauerbrot.

Dagene efter tomlede jeg videre på langs af Alperne og derefter nordpå og kom efterhånden via München og Nürnberg frem til Bayreuth, hvor jeg mødtes med min studiekammerat hos endnu en enke, hos hvem vi havde bestilt privat indkvartering gennem byens turistforening.

Mit kendskab til Wagners værker var på dette tidspunkt rudimentært. Jeg havde i gymnasieårene hørt en opførelse af ”Ringen” spillet over 4 søndage i radioen. Da jeg ikke forstod noget af teksten og aldrig før havde hørt en musik, der var opbygget på denne halvt fragmenterede måde, havde det været en højst forvirrende oplevelse. Men nu var jeg blevet nysgerrig. Jeg ville vide, hvad dette her gik ud på.

I årene der fulgte, ønskede jeg Wagner-plader til jul og fødselsdage. Det ene skønne øjeblik efter det andet åbnede sig for mig. Første gang jeg gennemlyttede ”Rhinguldet” og hørte Valhalmotivet og motivet for Frejas æbler blev jeg nærmest helt ør af glæde.

Jeg læste også Alma Heibergs lille bog om ”Ringen” fra 1920, spillede dens gengivelse af ledemotiver på mit pianette og lyttede til uddrag af ”Parsifal” i Studenterforeningens pladesamling.

I festspilhuset i Bayreuth oplevede min kammerat og jeg nu disse to værker i Wieland Wagners regi. Wagner-sønnesønnen Wieland Wagner selv kom vi helt tæt på i værtshuset ”Die Eule”, hvor den karismatiske instruktør med den umiskendeligt wagnerske profil sad omgivet af smukke kvinder, der gang på gang brød ud i et ”Ja, Meister!” eller ”Nein, Meister!” ”Die Eule” var dengang kunstnernes foretrukne mødested efter forestillingerne. Vi sluttede os til den beundrende kødrand og fik maset os ned på en bænk ved et nabobord. Vi fik hans autograf i vores programmer fra festspilhuset. Der gik rygter om Wieland Wagners forhold til den smukke sangerinde Anja Silja, som også sad med ved hans bord. Hans flotte Mercedes 300SL (”sølvpilen”) var flere nætter blevet observeret ved hendes logi i en lille landsby udenfor Bayreuth.

Wieland Wagners regi var dybt fascinerende. Scenen var indrettet med en kæmpestor rund plade i centrum, således at man følte sig hensat til oldtidens teater i Epidavros eller et lignende sted. Den cirkelrunde plade fik alting til at fremtræde symbolsk. Den var ligesom et billede på universet. Personerne var maskeret mere som græske end som nordiske guder, og bevægelsesmønstret var hyppigt næsten statuarisk fastfrosset, hvad der passede godt til de mange steder i ”Ringen” og ”Parsifal”, der har karakter af ”forkyndelse”.

Først og fremmest imponerede de utroligt smukke lysvirkninger og de store abstrakte sætstykker. Valhal lignede en mellemting mellem Babelstårnet og downtown Manhattan. ”Wallhall ist Wall Street”, sagde Wieland Wagner ved stambordet i ”Die Eule”. I ”Rhinguldets” slutscene, hvor guderne skal stige op i Valhal, lod han dem i stedet stige ned i mørket bag den græske scene-cirkel: ”Die Götter gehen ja im Luftschützkeller!” sagde han. Slutscenen i ”Valkyrien” med den røde ”trylleild” mod den enorme blå rundhorisont var simpelthen den stærkeste visuelle oplevelse, jeg nogensinde havde haft, og publikums chok ved slutningen af ”Götterdämmerung”, hvor en rosenrød paddehattesky løftede sig mod rundhorisontens blåt, var lammende. Netop i Wieland Wagners ”tidløse” regi virkede en sådan aktuel effekt (under den ”kolde krigs” atomtrussel) særlig stærkt.

I det hele taget virkede ”Ringens” handling, skønt mytisk og dermed tidløs, chokerende visionær. Det var som om Wagner i 1850 havde forudanet de europæiske nationers historie for det følgende århundrede, naturligvis ikke i detaljer, men i konfliktformer og persontyper.

Oplevelsen af festspilhusets akustik var overvældende. ”Parsifal” var den første forestilling, vi skulle se. Vi sad langt oppe i det amfiteatralsk opbyggede tilskuerrum, hvor orkestret var skjult af en lydskærm i hele scenens bredde. Lyset slukkedes langsomt, og vi sad nærmest i bælgmørke. Så pludselig var musikken der og lød, som om den blev spillet lige for ørerne af os. Lyden kom fra alle steder i luften omkring os. Det var magisk. Jeg skulle bestemt til at studere Wagner, når jeg kom hjem.

Sommeren 1968 var jeg igen i Bayreuth, hvor jeg udover ”Ringen” i de mellemliggende år efterhånden havde fået set alle Wagners hovedværker. Wieland Wagner var afgået ved døden tragisk tidligt, 49 år gammel, i 1966. Men hans iscenesættelser levede videre på scenen i festspilhuset det næste årti. Jeg havde meldt mig ind i foreningen ”Bayreuths venner” for et substantielt årskontingent og kunne på denne måde få billetter til forestillingerne.

Jeg boede denne gang på ”Hotel Reichadler”, der endnu ikke blufærdigt havde skiftet navn til det nuværende ”Bayrischer Hof”. Dér boede også sangerinden Birgit Nilsson, der var en fantastiske Isolde. Efter aftenens forestilling sad hun i hotellets restaurant med et enormt krus øl. Jeg tog mod til mig og gik hen til hende. På mit bedste svensk fremførte jeg min rødmende hyldest: ”Fru hovsångerskan sjöng underbart i kväll”. Hun lo højt og spurgte, om jeg var finsk – med den udtale. Jeg fik hendes autograf på programmet fra ”Tristan og Isolde”. Jeg har siden haft den glæde, at hun i et brev til mig betegnede min kommenterede oversættelse af ”Ringen” som ”förnämlig”.

Mine forældre havde også fået lyst til at overvære festspillene i Bayreuth, og jeg havde skaffet dem billetter til ”Mestersangerne”, som min far ironisk betegnede som ”Tysklands Elverhøj”. Men også i dette i det ydre muntre og idylliske værk viste Wagner sig som forudanende og frapperende aktuel.

Jeg skulle hente min far og mor om morgenen i lufthavnen i Nürnberg, og da der ikke gik tog på det tidspunkt, flottede jeg mig og bestilte en taxi. Vi kørte afsted tidligt om morgenen. Lidt udenfor Bayreuth mødte vi de første amerikanske militærkøretøjer, så flere og flere. Mens den kvindelige chauffør var i gang med en længere, stærkt detaljeret beretning om, hvordan hun og hendes mand havde fundet meningen med livet ved at dyrke nudisme – Freikörperkultur – var det efterhånden, som om det var alle amerikanske styrker i Vesttyskland, der i rasende fart var på vej i den modsatte retning.

Kolonne efter kolonne af panserkøretøjer og store tunge tanks. Jeg afbrød chaufførens ævlerier og bad hende om at tænde for bilradioen, og vi hørte så den nervøse speakerstemme berette, hvorledes russiske, polske, rumænske, bulgarske og østtyske tropper i nattens løb var rykket ind i Tjekkoslovakiet – nærmest lige på den anden side af de skove, vi kørte igennem – for at sætte en stopper for Alexander Dubceks forsøg på at skabe ”en kommunisme med et menneskeligt ansigt”.

Jeg fik hentet mine forældre. Tilbage i Bayreuth kunne vi se klynger af folk samlet om transistorradioer. Ville det komme til sammenstød mellem russerne og amerikanerne? Dagen efter var stemningen i festspilhuset intens. Blandt sangerne og i orkestret var der mange østtyskere, og hovedpartiet som skomagerpoeten Hans Sachs blev sunget af østtyskeren Theo Adam. I mørk stemning lyttede vi til hans sang: ”Lad folket være dommer”, ”Vore regler må prøves én gang hvert år” og ”Når det er folket I vil behage, så lad det selv sige, om det bryder sig om, hvad I gør”. Det var jo næsten ordret, hvad Dubcek havde sagt i fjernsynet et par dage forinden, hvor han efter Bratislava-mødet med de socialistiske ”broderlande” modigt fastholdt de demokratiske initiativer fra Prager-foråret!

3: Wagner-ouverture i København

(Kronik i Weekendavisen 8.2.2013)

Den 13. februar 2013 er det 130 år siden, at Richard Wagner døde under et ferieophold i Palazzo Vendramin ved Canal Grande i Venedig. Senere i år – den 22. maj – passeres hans 200-års dag. Det bliver markeret overalt på kloden måske bortset fra i Israel, hvor denne på én gang fantastiske og skræmmende mands antisemitisme selvfølgelig føles særlig pinagtig.

Der er skrevet mere om Wagner end vistnok om noget andet menneske. Alligevel fremkommer der utroligt nok stadigvæk nye facts om ham og overraskende nye tolkninger af hans værker.

Den følgende lille fortælling er ganske vist ikke ny, men den har hidtil været upåagtet i Danmark.

Persongalleriet er:

  • Adam Oehlenschläger – dansk digterkonge
  • Charlotte Oehlenschläger – hans datter
  • Friedrich Brockhaus –  tysk forlægger
  • Luise, hans hustru –  en af Wagners storesøstre
  • Ottilie Wagner –  en anden storesøster, Charlottes hjerteveninde
  • Hermann Brockhaus – filolog, Friedrichs bror
  • Stud.mus. Richard Wagner –  17-18-årig umulius.

Historien begynder i Nørregade 11 skråt overfor Frue Kirke i København. Her lå i 1800-tallet – som også i dag – Bispegården, hvor Københavns biskop har til huse. På førstesalen residerede i 1820erne den gamle biskop F.C.Münster, der i 1822 tilbød Adam Oehlenschläger (1779-1850) og hans hustru Christiane, at de med deres fire børn kunne leje stueetagen. Det passede Oehlenschläger godt: udover at være digter og dramatiker havde han siden 1810 været professor i æstetik ved Københavns Universitet, der nu blev hans genbo. Familien flyttede ind.

Oehlenschläger var på dette tidspunkt blevet et kendt navn ikke blot i Norden, men også i Tyskland. Flere af hans stykker opførtes dér, og på rejser lærte han mange tyske teaterfolk og intellektuelle at kende. I Leipzig traf Oehlenschläger således forlagsboghandler Friedrich Brockhaus fra det siden verdenskendte Brockhaus Verlag.

I 1830 gengældte Brockhaus besøget under en rejse til Danmark, hvor han fulgtes med sin hustru Luise (født 1803), en af Richard Wagners talrige storesøstre. Oehlenschläger skriver herom i sine erindringer: ”Fru Brockhaus og min Datter Charlotte bleve snart meget gode Venner, og da de bade om at maate tage hende med til Leipzig og mig om at hente hende igen til næste Sommer, indvilligede jeg gerne deri. Jeg kom altså i Juni 1831 efter Aftale. I denne tid havde Lotte lært Tydsk som en Indfødt og rettede mig undertiden, når jeg sagde Danismer…”

Charlotte Oehlenschläger, der var født i 1811, var at dømme efter et bevaret billede lidt vel polstret og ikke specielt køn, men hun var – når hun fik sin vilje – meget charmerende. Hun lignede sin far og havde også hans lidenskabelige sind. Digteren Ludwig Tieck skrev om hende: ”Sie spricht des Vaters Wahrheit/ Sie lächelt seinen Blick.” (Hun udtrykker faderens sandhed/ hun smiler med hans blik.)

Forfatteren Nicolai Bøgh (1843-1905) beskriver støttet til Oehlenschlägers egne optegnelser Charlotte således: ”Strenghed og Haardhed kunne bringe hende til en Lidenskabelighed, der ikke længer tog imod Fornuftsgrunde, men naar hun blev behandlet med Hjerte var hun barnlig og blid – dog altid hensynsløs og med en urokkelig Vilie… Efter (Faderen) havde hun den store Evne til at inddrage hvem hun vilde (og) det musikalske Talent…Paa den Reise hun i 1830-1831 foretog til Leipzig…havde hun i høi Grad forstaaet at vinde Folk…”

I Leipzig lærte Charlotte Oehlenschläger Luise Brockhaus’ lillesøster, Ottilie Wagner, at kende. Ottilie, der blot var et par år ældre end Charlotte, havde netop gennemlevet en ulykkelig forelskelse, og det var både romantisk og spændende. Charlottes musikalitet og glimrende klaverspil blev bemærket i familien Wagner – ikke mindst af familiens enfant terrible, den 17-årige studiosus musicæ Richard. Og de to charmerende unge kvinder Charlotte og Ottilie tiltrak sig mange beundrende blikke, blandt andet fra Friedrich Brockhaus’ filologistuderende yngre bror, Hermann Brockhaus.

Da Oehlenschläger i sommeren 1831 kom til Leipzig for at følges hjem med Charlotte, var de to unge kvinder blevet hjerteveninder. Det var derfor naturligt, at Ottilie Wagner fulgte med til Danmark, og hun kom således til at bo det meste af et år hos Oehlenschlägers i Nørregade. Også her sværmede unge mænd om Ottilie og Charlotte.

Hermann Brockhaus i Leipzig følte pludselig, at det var uomgængeligt nødvendigt for hans studier af blandt andet sanskrit, at han besøgte det danske sproggeni Rasmus Rask (1787-1832), der netop stod overfor – skandaløst sent – at blive udnævnt til professor i de orientalske sprog ved Københavns Universitet. Opholdet i København kunne så samtidigt forsødes af frøken Wagners nærhed. Imens gjorde en skuespiller ved navn Joachim Ludvig Phister, der desværre ikke havde det allerbedste ry, kur til Charlotte. I foråret 1832 indgik de en hemmelig forlovelse.

Hjemme i Leipzig havde den nu 18-årige Richard Wagner i nogen tid lagt kortspil, slagsmål og drikkeri på hylden. Lømmelalderen var forbi. Han havde fået en fremragende lærer i musik, Theodor Weinlig, der fungerede som kantor ved Leipzigs Thomaskirche – Johann Sebastian Bachs gamle embede. Weinlig blev anset for sin tids største kapacitet inden for blandt andet kontrapunkt. Efter Richards intense studier på bare et halvt år med kanoner og fugaer i lange baner lod Weinlig sig melde hos Wagners mor, enkefru Johanna Rosine Geyer-Wagner. Johanna Rosine blev forskrækket, for hun havde kun dårlige erfaringer med sådanne besøg af Richards lærere. Men Weinlig ville blot sige, at nu kunne han ikke lære hendes søn mere. Han ønskede intet honorar – glæden ved at have undervist Richard, Richards flid og forhåbningerne til hans fremtid var betaling nok.

Richards svendestykke blev en firsatset klaversonate i B-dur tilegnet Weinlig. Den udkom trykt i begyndelsen af 1832. Og her begynder trådene så at samles.

Richard skrev, stolt som en pave, til Ottilie i København om sonaten. Brevet – dateret 3. marts 1832, men først afsendt 21. marts – er på fire tæt beskrevne oktavsider. Det giver en nøgle til forståelse af Wagners specielle psyke: hans næsten barnlige kærlighed til sine søstre, hans søgen efter en faderskikkelse (Weinlig), hans begyndende forståelse af sin livsopgave og hans skamfuldhed over, at han ”med en meget sjusket levevis og ved omgang med studenter var kommet meget langt bort fra mit mål” (”…recht lüderlich und durch den Umgang mit Studenten sehr von meinem Ziel entfernt worden war”).

Spændingen mellem pligtfølelse og lysten til udskejelser skulle følge ham resten af livet. Om den i øvrigt absolut høreværdige sonate skriver han:

”Jeg fik som honorar noder for 20 daler. Jeg ville gerne sende dig et eksemplar, hvis jeg ikke vidste, at transporten næsten ville overstige den pris, for hvilken du selv kan få den i København; gå derfor bare ind i en musikforretning og lad den blive fremskaffet til dig under titlen ”Sonate for pianoforte af Richard Wagner, opus 1”, Leipzig hos Breitkopf und Härtel”. Den er ikke svær, og hvis du ikke selv lige med det samme kan spille den, så bed blot i mit navn frøken Lottchen [Charlotte Oehlenschläger] om at spille den for dig…”

Det er uvist, om Ottilie har købt sonaten, men mon dog ikke? Hvis hun har købt den, så er det højst tænkeligt, at hun – eller nok snarere den musikbegavede Charlotte – har spillet den ved aftenselskaber hos Oehlenschlägers i Nørregade. Eller måske ved sammenkomster ude hos svigerfamilien: Rahbeks i Bakkehuset. I så fald er den det første værk af Wagner, der er blevet opført uden for Leipzig.

Hvordan gik det siden? Jo: Ottilie rejste hjem til Sachsen i forsommeren 1832, hvor der opstod vældige ballader i det oehlenschlägerske hjem på grund af Charlottes forlovelse. Og Ottilie og Hermann Brockhaus fik hinanden. Det blev ved en ”salon” i deres hjem mange år senere, at Wagner og Nietzsche første gang traf hinanden. Og det var Ottilie, der skaffede Wagner kontakt til borgmester Friedrich Feustel i den lille øvrefrankiske by Bayreuth. Begge dele fik vidtrækkende betydning.

Og den stædige og vilde Charlotte Oehlenschläger fik også sin skuespiller Phister. Dog først efter at hendes far havde forsøgt at forpurre forholdet ved at deportere Charlotte ned til digterkollegaen Carsten Hauch i Sorø. Hauch var imidlertid let at narre. De forelskede brevvekslede flittigt og havde jævnligt stævnemøder i den nærliggende Tinghusskov. H.C.Andersens sippede – og lidt ondsindede – kommentar: ”Ak når Hjertets Kanariefugl begynder at skrige op, så putter Fornuften Fingrene i Øret!” Andersen havde selv tidligere sværmet for Charlotte.

Under løfte om at opgive forbindelsen med Phister fik Charlotte lov til at vende tilbage til hjemmet i Nørregade, hvor forældrene imidlertid kort tid efter måtte indse det umulige i at forhindre kærligheden mellem de to unge. De giftede sig i slutningen af 1832. Oehlenschläger genkendte vel også, som andre havde gjort det, noget af sig selv i Charlotte. Og ak: Charlotte døde tragisk kun 24 år gammel i sin anden barselsseng. Hendes grav findes på Frederiksberg Kirkegård, tæt ved faderens.

Og den stolte Richard med sit ”opus 1”? Han var endnu meget langt fra at blive verdensberømt. Først var han nær druknet under en storm i Kattegat på flugt fra sine kreditorer, dernæst nær gået til grunde i pjalter, sult og kulde som pariser-bohême, siden nær blevet dræbt eller henrettet under opstanden i Dresden, så nær skudt af en jaloux fransk ægtemand og så videre, og så videre… Men det er en anden historie.

Henrik Nebelong